De Tre Principper er en forståelse der beskriver en principiel logik bag oplevelsen af livet, der ikke altid er tydelig. Denne logik forklarer, hvad sindets natur er, og hvordan den fungerer.
Eksempler på forskellige paradigmeskift gennem tiden
Det har gennem tiden været livsforandrende for menneskeheden, når man er blevet i stand til at forklare, hvordan noget rent faktisk fungerer, og dermed også hvordan det ikke fungerer.
Når menneskeheden opdager en grundlæggende sandhed, (dvs. en sandhed der altid har eksisteret, men som ikke tidligere er blevet forstået i større udstrækning) sker der et paradigmeskift. Der kan nævnes mange eksempler på disse paradigmeskift, der har gjort os i stand til at forstå, hvordan forskellige systemer rent faktisk fungerer, og dermed også hvordan de ikke fungerer.
F.eks. kan der nævnes:
- Forståelsen af at jorden er rund.
- Forståelsen af at vi eksisterer i et solsystem, der er centreret om solen.
- Forståelsen af at bakterier og virus eksisterer, og at de påvirker menneskers og dyrs helbred.
Når vi får en ny opdagelse af, hvordan et system reelt fungerer, giver det ikke længere mening at tro på de gamle teorier om det eller at anvende det efter de gamle metoder.
Tanker skaber følelser
De Tre Principper er et paradigme, der har ændret vores forståelse af psykologi. Paradigmet viser sammenhængen mellem tanker og følelser, hvilket kaster nyt lys på oplevelsen af at være et menneske.
Selvom vi ofte forledes til at tro, at tanker og følelser kan adskilles, så er de to sider af samme sag.
Når vi tror, at de kan adskilles, kan vi ikke undgå at få oplevelsen af, at vores følelser kommer direkte fra en ydre kilde (begivenhed, person m.m.) uden involvering af vores tanker. Når vi tror, at tanker og følelser kan adskilles, får vi oplevelsen af, at dét der sker i vores liv og ude i verden (uanset om vi oplever det som positivt eller negativt) giver os en bestemt følelse, og at vi ikke har nogen indflydelse på de følelser, vi får.
De Tre Princippers psykologiske paradigme viser, at vi konstant oplever vores liv gennem princippet Tanke. Det betyder, at vi ikke kan opleve andet end vores tanker fra øjeblik til øjeblik, og de følelser der følger med tankerne.
Og selvom det ser sådan ud eller føles sådan, så kan forskellige omstændigheder, andre mennesker, fortid eller fremtid ikke være årsagen til vores følelser. Dette betyder ikke, at den eller dét vi tænker på, ikke er virkeligt. Det betyder blot, at vi kun kan føle vores tanker i øjeblikket om den eller dét, vi tænker på. Men den eller dét vi tænker på, har ikke magten til at bestemme, hvordan vi skal føle.
Unødvendige og ulogiske tanker falder væk fra sindet
Når vi slipper tanken om, at der er andet end dét vi ‘tænker i øjeblikket’, der er årsag til vores følelser, falder store mængder tænkning væk fra vores sind. Det er en anden måde at navigere gennem vores tanker på, end det vi kender fra traditionel selvudvikling, psykologiske analysemetoder, eller anvendelse af ren viljestyrke.
Når vi indser, at noget er ulogisk, giver det ikke længere mening at tro på det. Dermed falder det helt naturligt væk af sig selv. Da menneskeheden fandt ud af, at jorden er rund, gav det ikke længere mening at frygte at sejle ud over kanten. Denne frygt faldt helt naturligt væk af sig selv.
Når vi opdager den sande sammenhæng mellem tanker og følelser, bliver det ulogisk at tro på, at vores følelser dikteres af ydre omstændigheder.
Når vi får denne forståelse af sindets reelle funktion, giver vi automatisk slip på mange af vores gamle uhjælpsomme tankemønstre. Vi oplever, at de dukker sjældnere op i vores sind, og at de mister deres styrke.
Alle mennesker har medfødt mental sundhed
De Tre Principper viser, at vi oplever livet indefra og ud og kaldes også ‘Inside-Out-paradigmet’ eller Inside-Out forståelsen’. Forståelsen omtales også som ’medfødt sundhed’ forståelsen (Innate Health) fordi den er baseret på forudsætningen om, at alle mennesker har medfødt sundhed, og de dermed altid har et fundament af mental sundhed og resiliens i sig, uanset hvilke omstændigheder de befinder sig i.
Hvad er De Tre Principper – ifølge Keith Blevens
Ovenstående tekst er inspireret af den engelske tekst skrevet af Keith Blevens Ph.D., Valda Monroe og Tess Christy. Den kan læses her.
På Keith Blevens hjemmeside kan du også gå på opdagelse i andre tekster og videooptagelser. Bl.a. disse 10 korte videoer HER.
De Tre Principper
De Tre Principper blev opdaget af Sydney Banks i 1973. Du kan læse mere om Sydney Banks opdagelse her.
De Tre Principper (3P) er en forklaring på al menneskelig oplevelse – de er ikke en metode, der kan anvendes, men blot en forklaring på vores psykologiske design. Når vi lærer vores design bedre at kende, bliver det nemmere for os at navigere gennem livet.
De Tre Principper består af princippet Tanke, princippet Bevidsthed og princippet Livskraft.
Princippet Tanke
Tanker skaber følelser, hvilket betyder at vores tanker altid kommer til udtryk i vores krop, som følelser. Hvis vi oplever en tanke som positiv, mærker vi en positiv følelse i kroppen, og hvis vi oplever en tanke som negativ, mærker vi en negativ følelse i kroppen. Dette gælder både bevidste tanker (altså tanker vi ved, vi tænker) og ubevidste tanker (tanker der kører i underbevidstheden).
Alle følelser, både positive og negative, stammer fra princippet Tanke og dermed fra Tankens kraft.
Vi har alle sammen tankens fri vilje og kan tænke alverdens tanker. Det er kun fantasien, der sætter grænser for vores tankers udfoldelse i alle retninger.
Princippet Bevidsthed
Bevidsthed gør os i stand til at have oplevelser. Bevidsthed levendegør vores tanker, så vi kan mærke dem i kroppen. Hvis vi får en tanke, som vi tror er sand, kan vi mærke det i kroppen. Oplevelsen af f.eks. at stå på en altan på 10. etage og kigge ud, kan være meget forskellig fra person til person. Nogle nyder at være højt oppe og beundre udsigten, mens andre bliver bange for at falde ned. Oplevelsens ramme er præcis den samme for begge personer, men den ene tror på tanken om, at det er en dejlig oplevelse, mens den anden tror på tanken om, at det er en skræmmende oplevelse.
Princippet Livskraft
Sydney Banks brugte ordet ”Mind” om dette princip. På dansk kaldes det enten Livskraft eller Sind.
De fleste af os kan nok blive enige om, at der mangler ”noget”, når vi betragter en død organisme, f.eks. en død fugl. Vi kan se, at organismen stadig ligner en fugl, men alligevel er der noget, der er væk. Det der er forsvundet kan man kalde livsgnisten, sjælen, livsenergien eller hvad man nu synes, der passer bedst. Man kan også kalde det Livskraft. Selve livet i organismen er forsvundet, og der ligger et dødt hylster tilbage, der nedbrydes som tiden går.
Livskraften findes i alt, og det er den, der gør, at blomster vender sig mod lyset, at organismer bliver til, vokser og trives, at græsset gror og at dyrene instinktivt ved, hvordan de skal navigere i verden, f.eks. at nogle dyr samler mad til vinteren, at fugle trækker sydover, når vinteren nærmer sig og meget andet.
Livskraften er en konstant, uforanderlig, formløs, neutral energi, der findes i alt liv. Dermed findes den også i os og er den kraft, der holder os i live. Ligesom med dyrene, guider livskraften også os gennem livet, hvis vi lytter til den. Livskraften i os kaldes også mavefornemmelse, visdom, intuition, sund fornuft, og mange andre ting.
Mange folk er enige om, at der lader til at være et intelligent system bag livet på jorden, eksempelvis økosystemet og de fysiske processer i levende organismer.
Livskraften er den formløse intelligens bag alt liv, og den er også vores medfødte sundhed.
Harmoni mellem krop og livskraft
Nogen tror, at det er vores hjerne, der er eneansvarlig for den bedste navigation gennem vores liv. Men det er det ikke, for selvom vores hjerne er uundværlig, så er hjernen blot en del af vores fysiske organisme, og der er nødt til at være en livskraft bag den for at få den til at fungere.
Vi skal derfor finde balancen mellem hjerne og livskraft for at opnå harmoni i vores liv.
Vi har brug for et samarbejde mellem hjerne og livskraft for at navigere bedst muligt igennem vores liv uanset hvilke omstændigheder vi befinder os i. Hjernen skal derfor bruges som en receiver for livskraften, for at vi kan skabe harmonien i vores liv. Og det er dét De Tre Principper hjælper os til at få en dybere forståelse af.