Jeg er
Jeg er i disse uger meget optaget af at være; af ”pauser”. Som dansklærer i gymnasiet nørder jeg i ordenes etymologi: hvad kommer de af? Ordet ”pause” stammer fra græsk og betyder ”standsning”.
Som barn elskede jeg at tage mine gummistøvler på, traske hen over markerne og op i skoven i følgeskab med min dejlige hund. Jeg husker stadig fornemmelsen af våd og tung muld under sålerne. Nogle gange lagde jeg mig til at sove på en mospude i en solstråle. Når jeg vågnede, var min hund selv gået hjem. Mine forældre havde travlt, og min langsomhed passede ikke ind i deres mange opgaver og den daglige drift. Så jeg udviklede ganske langsomt en betinget refleks i forhold til hurtighed. Mine dagbøger fra de år slutter hver aften med samme passus: ”men nu skal jeg skynde mig at sove…”
Da jeg blev 30, holdt mine venner en tale og mente, jeg burde fylde 50 med alle de ting, jeg havde gang i og nået. Det grinede vi meget af. Faktum er, at min hjerne havde udviklet en vane. Eller rettere sagt: jeg havde helt uskyldigt reageret så mange gange på tanker, som alle knyttede an til hurtighed, at min hjerne havde fået trådt en bred og let farbar sti, der førte direkte i handling: ”JEG GÅR I HANDLING! SKAL NOGEN HAVE NOGET MED?!” Pludselig opdagede jeg det ikke, når jeg reagerede på en impuls. Det var, som om min hjerne havde kapret resten af mig, og det så ud som om, at jeg var ”sådan én”, som altid havde gang i noget og enormt travlt! Når jeg kiggede ud på verden, blev jeg gennem mine personlige tanker mødt med ros og anerkendelse for min hurtige adfærd, hvilket blot initierede mere fra samme skuffe. Behovet for hvile, pauser, standsning, lå som pinden i en candyfloss: langt inde bag tykke, klistrede lag af filtrede, søde tanker om at præstere, levere, organisere.
Men Big Mind kan ikke knægtes af Little Mind. På 10 år sendte min medfødte sundhed mig i gulvet tre gange: ”Hvis ikke du vil høre, må du føle!” Min kalender blev væk. Jeg kunne ikke rejse mig fra sengen. Jeg lavede en parkeringsbule, og min chef sagde: ”Det går for stærkt, Kirsten!” Og så blev jeg tacklet af det, vi med ”diagnose”briller kalder depression og stress. Tredje gang kunne jeg høre livskraften: Pause. Pitstop. 3P. Jeg var bragt til standsning. Og jeg kunne lytte.
Nu er det længe siden. Min hjerne, hvis éne opgave er at holde mig i live, bliver stadig indimellem bange for, at jeg er ved at dø, når jeg gør noget andet end det, den har opfanget som vigtigt. Når jeg fx slapper af efter en periode med travlhed, sender den sirenevarslet ud. Men nu ved jeg, den bare vil passe på mig. Der er ikke fare på færde. Vi tester blot systemet.
I skrivende weekend har jeg lyttet bevidst. Jeg har bevidst været. Holdt pause. (Børnene er ikke hjemme. Jeg er alene. Hamsteren er død). Og jeg har været standset. En god ven, jeg har, siger, man skal tage pausen først. For ellers er det ikke sikkert, man når den. Så jeg har gået ture i mosen. Ædeltræ vokser langsomt. Jeg har siddet stillet. Jeg har kigget ud ad vinduet. Jeg har drukket min kaffe med nærvær. Jeg har lyttet til stilheden, hvori livets pulserende rytme kan høres. Jeg har mærket livskraft, energi og impulser i kroppen. Jeg har ladet dem være. Som notifikationer på en smartphone har jeg ladet dem blusse op, men ikke reageret på dem. Jeg har brugt min frie vilje til blot at observere – og lade impulserne fade igen. Jeg har været langsom. Jeg har mærket det, min bevidsthed benævner som træthed skylle ind som bølger. Og mærket den slippe igen. Uden at reagere. Uden at skabe narrativer, fortællinger, drama. Handling. Ikke gjort noget med det. Blot været.
Elsie Spittle siger: ”Honor your ability to just live”. Det har jeg gjort. Og jeg er ikke hurtig. Jeg er heller ikke langsom. Jeg er ikke ”human doing”. Jeg er ”human being”.
Jeg er.
