I mit arbejde som sundhedsplejerske møder jeg allerede forældrene i graviditeten og jeg har gjort det til en vane at bede dem om at opgive listen over alle deres forventninger, de har til fødslen, opdragelsen, ja livet som familie i det hele taget. Forventninger, de har læst sig til i bøger, eller set på de sociale medier. De fleste har sådan en liste, men jo flere forventninger vi har til, hvordan ”det rigtige liv” udfolder sig, jo mere skuffede bliver vi. Forventninger om fremtiden er forestillede tanker, som intellektet intet ved om. Men lige så snart, at vi køber ind på disse forestillinger, som altid har et islæt over sig omkring, hvor perfekt alting bliver, så kan vi kun blive skuffede, da virkeligheden næsten altid viser sig fra en anden side end hvad vores intellekt havde forestillet sig. Når intellektet har lavet et illusorisk billede af en fremtid, så jagter vi dette falske billede og overser, de gaver livet tilbyder os i det enkelte NU. Det er super ærgerligt og slet ikke nødvendigt? Livet er nemlig så smart indrettet i os mennesker, at vi udover vores gode intellekt, som er eminent til at planlægge en tur til Korsør og retur, også er indrettet med en intuition, der er forbundet med en dybere visdom. Intuitionen guider os med geniale forslag i nu`et, hvis altså vi slipper intellektets tanker om den forestillede fremtid. Hvor smart er det lige? Så kommer det obligatoriske spørgsmål: ”Hvornår ved jeg så, at det er intuitionen, der taler?” Godt spørgsmål! Intuitionen guider os indefra med en afslappet, rar følelse, som fortæller os, at vi kan stole på vores tanker. Stort punktum. Omvendt guides vi også til at opdage, når vi er faret vild i tankerne og disse forvrænges. Dette kan vi opdage, når vi mærker anspændthed. Denne anspændthed er feedback til os om IKKE at stole på tænkningen lige der og lade tanke systemet få ro.

Forældre vil gerne gøre det så godt og de tror uskyldigt, at jo mere viden, de tilegner sig, jo bedre forældre bliver de. Intellektet kommer på den måde til at stå så meget i forgrunden, at de mister fornemmelsen for deres intuition. Det er så uskyldigt. Men derfor skal forældre hjælpes til, at genfinde tillid til deres intuition. Når forældre begynder at mærke intuitionen igen, får de også tillid til, at deres barn har en intuition, der guider dem indefra. Bekymring har intet med kærlighed at gøre. Afhængighed er heller ikke kærlighed. Som sundhedsplejerske får jeg forældre til at reflektere over, hvordan de bruger sig selv. Lever de det meste af deres liv ud fra kontrol og tabeller? Eller lever de det meste af deres liv fra tillid og tro på, at livet er en medspiller og ikke en modspiller, der skal bekæmpes? Svaret er ofte, at de lever livet mere fra intellektet end fra intuitionen. Det vil sige med størst fokus på kontrol og styring. Derfor ligger der en genopdagelse i, at forældre overgiver sig til livets styring og erfarer, at intellektet ikke behøver at regne ud, hvad deres barn kan og ikke kan. Når forældre genfinder denne tillid til sig selv, genfinder de også tilliden til barnets iboende sundhed. På denne måder bliver det meget nemmere og sjovere at være forældre. Men det bliver faktisk også nemmere og mere sjovt at være barn, da barnet får lov at mærke, erfare og lære af verden. 

“Jeg kan ikke holde ud at se, at mit barn har det svært”, siger mange forældre. Og mit svar til dem er: “Hvis du ved, at hjælper dit barn til større robusthed ved at holde ud, holde af og holde om, så jeg tror jeg på, at du kan øve dig i IKKE at fikse smerten”.  Det er jo ikke sådan, at man aldrig skal gøre noget og handle i forhold til sit barn. Hul i hovedet eller mobning kalder på handling. Her vil intellektet påstå, at det ikke kan finde ud af at skelne. Men jo mere rolige, vi bliver indvendige, jo mere vil vi mærke intuitionens indre guidning. Det lover jeg fordi, det er bare sådan systemet virker. Og jeg taler af erfaring! Derfor er det vigtigt, at børnene lærer at møde anspændthed – modstand – i livet og erfare, at noget, der gør ondt, som regel går over igen uden at forældrene gør noget. Modstand i livet er læring. Bare tænk på, hvor svært det er at lære at gå. Her bliver barnet ved med at prøve, selvom det falder igen og igen og slår sig. Men barnet oplever glæde og stolthed, når det endelig lykkes og dette viser barnet, at man skal øve sig mange gange for at mestre nye færdigheder. Der er ingen fejl i naturen og da mennesket også er et stykke natur, så er det åbenbart ikke en fejl, at vi skal øve os på noget mange gange, før vi lykkes med det. Men denne modstand, hader intellektet. Intellektet ønsker bare, at livet skal være forudsigeligt og nemt. Men modstand er som sagt en del af livet. Ligesom der er ebbe og flod og mørke og lys, er der også kontraster af lethed og modstand i livet, som vi kan lære og vokse af, hvis vi ser gaven i modstanden. Modstanden fra sommerfuglens kokon, giver den kommende sommerfugls vinger styrke nok til at kunne flyve. Kunsten i livet er at lære at have tillid til modstanden og IKKE kæmpe imod. Inviter modstanden til te og giv den masser af kærlighed og lys. Når modstanden, som jo ikke er andet end tanker, mødes med kærlighed i stedet for fordømmelse, så slipper den sit greb om os og hjælper os til at se livet med nye perspektiver og muligheder. Når vi mennesker overgiver os til, hvad der er og lader visdommen guide os, så slipper ubehaget os. Fuldstændig lige som at kæmpe i et hestehul eller kviksand, hvor kampen kun gør ondt værre. De samme love, der lever naturen i kviksand og hestehuller i havet, lever vores sind. Livet gør ondt nogle gange og det er så vigtigt, at vi ved, at vi kan klare dette ubehag og at der er intet, der er håbløst, når vi kigger på det med kærlige øjne.

Tilbage i tiden var der måske ikke den store tradition for at tale om ting, der gjorde ondt, men det har psykologien senere gjort op med. Gymnasier laver trivsels-undersøgelser og forældre spørger konstant deres unge: ”Er du okay?”. Jeg møder unge i min private praksis, der bruger de fleste af deres vågne timer på at bekymre sig og regne ud, hvad andre ønsker fra dem. Bekymringer er den primære årsag til stigningen i mistrivslen blandt unge mennesker. Jeg kalder det ”bekymringslidelser” i stedet for psykiske lidelser, for vi lærer uskyldigt de unge at bekymre sig. De sociale medier har ikke gjort noget godt på den front, da SoMe er skabt til at se ud som om, at alt er godt og perfekt. Hvis de unge ved dette, så kan de dog lære at navigere i det. Men indtil de opdager, at perfektion er en illusorisk tanke, vil de lide. Når de unge måler sig op mod perfektion og får det mentalt dårligt, er det dog sundheden i deres system, der fortæller dem via en anspændt følelse, at de har forvrængede tanker, som de ikke kan stole på. Anspændthed er lige som en alarm, der fortæller den enkelte, at man i øjeblikket bruger tanker, som et våben mod sig selv. Dette giver det en anspændthed/sammentrækning/modstand i krop og sind, der føles som om, man kæmper i kviksand. Hvorimod tanker, man bruger som det gode redskab, det er tiltænkt at være, giver en lethed/afslappethed/udvidelse i krop og sind. Der er både sammentrækning/ anspændthed og udvidelse/afslappethed/lethed i et menneskeliv. Det ene afhænger af det andet lige som mørke og lys, ebbe og flod er et udtryk for helhed.

Ovennævnte er ikke raketvidenskab. Vi ved nemlig godt inderst inde, at de gyldne øjeblikke med vores børn handler om væren – ikke om gøren. ”Hvordan ved vi det?” Det ved vi via følelse og når vi mister fornemmelsen af den gode, afslappede følelse, så er det livets måde at fortælle os på, at vi er blevet forført af vores bevidsthed til at tro på en uvirkelighed. En fantasi om, at vi f.eks. ved, hvad andre tænker og hvad fremtiden har at byde på.  At mærke ubehag ved sådanne tanker er genialt og kan hjælpe os til se, hvad intellektet uskyldigt har gang i. Når vi ser og opdager at vi skræmmes af en fantasi, så bliver vi mindre skræmte for tankerne, når vi ved det IKKE er virkeligt. Men lige som at lære at gå, hvor vi falder og slår os mange gange, så vil alle mennesker også opleve, at komme til at tro fuldt og fast på fantasierne. Hvis vi dog husker på billedet af det lille barn, der lige sunder sig lidt efter at være faldet, inden det rejser sig op igen og stavrer videre – fuld af tillid og kærlighed til livet – således kan vi også betragte vores tendens til at smelte sammen med fantasierne. Det gør ingenting. Det er bare sådan, det er at være menneske. Der er ingen fejl i naturen og derfor er vores frygtsystem heller ikke en fejl, men noget vi kan lære at kende så godt, at vi ved, hvornår det er hjælpsomt og hvornår det ikke er. Så bid livet i låret. Vid at mod ikke er fravær af frygt. Mod er at møde sin frygt med kærlighed og gøre det, vi frygter alligevel. Livet er det hele, ebbe/flod, lys/mørke og sorger og glæder. Tillid til at alle livets oplevelser, giver os læring gør, at vi kan overgive os til livets flod, som dengang vi var yngre, hvor vi levede livet uden dom og forestillinger om, hvordan noget skulle se ud og om det var godt eller skidt. Denne tillid og kærlighed til livet er, hvad vi alle leder efter for at finde glæde og taknemmelighed i vores liv igen. Rejsen dertil er en indre og ikke en ydre rejse. Livet er en cyklus mellem tillid og frygt, hvor vores homebase er kærlighed og tillid. Al liv er værdigt uanset, hvordan det ser ud i formens verden. Det er kun intellektet, der tror, at noget liv er bedre end andet. Intellektet er en del af en helhed, men tror fejlagtigt at det er helheden selv og denne illusion er det meste af verden faldet for. Så lad os vågne op og se livet som en helhed og lad os gøre op med intellektets dualistiske tankegang omkring rigtig/forkert. Det er virkelig en fantasi. Held og lykke på din rejse.