”I have the power to free myself”.

Sådan skriver holocaustoverleveren Edith Eger i sin bog, ”The gift”, som hun udgav i 2020, 93 år gammel. Bogen er et ubeskriveligt stærkt vidnesbyrd om, at det største og værste fængsel, vi kan befinde os i, er det, vi selv skaber i tankerne …

Her, ude af kontekst, kan det lyde næsten blasfemisk i sammenhæng med Holocaust. Samtidig er det her, i min oplevelse, at jeg bliver mindet om det, og det bliver lysende klart:

Intet menneske kan gå gennem livet uden at møde begivenheder, det ikke selv valgte. Men alle mennesker er skabt til psykisk at bevare friheden i det.

Det er mig, og kun mig, der har adgang til mine tanker.

Når man står i en situation, man ikke selv valgte, fx at blive fyret, skilt, syg, eller at min far for mange år siden blev fejlmedicineret og endte på den lukkede afdeling og tvangsfikseret, er det de færreste, der lige i øjeblikket kan forbinde situationen med frihed. Jeg og min familie kunne i hvert fald ikke, og vi satte os i selvskabt tankefængsel. Men med forståelsen af, hvordan vi er indrettet psykologisk, bliver det tydeligere og tydeligere for mig:

Forståelsen af, at tanker udelukkende er impulser, energi, der udlades, giver mig ro i uroen, når jeg mærker den. Når jeg observerer energien, er nysgerrig på den og tillader den at være, klinger den meget hurtigere af, end når jeg prøver at ”gøre” noget med den: Holde den nede. Undertrykke den. Affærdige den. Gøre den mindre, ”Ork, der er nogen, der har det meget værre end mig!”

Når jeg modarbejder, vokser den. Når jeg tillader den – lader den være til – klinger den af.

Da jeg lærte forståelsen om De Tre Principper at kende, troede jeg i første omgang, at man ”bare” skulle ignorere sine tanker og følelser. At man på en eller anden måde skulle undertrykke dem eller lave dem om. Det ”virkede” bare ikke for mig, og det føltes af og til decideret ukærligt. Både i mig og i relationen til andre.

Langsomt opdagede jeg, at fordi tanker og følelser netop ER energi, ”er” de der jo, og derfor kan jeg samarbejde med den energi i stedet for at modarbejde den. Jeg kan anerkende den, men behøver ikke blive bange for den eller lade mig overmande af den.

Det er som en sommerdag ved havet. De store, bløde bølger, man kan flyde med på, komme op på toppen af og lade sig bære med af ned i en bølgedal igen, inden den næste bølge kommer. Og skulle en bølge være så stor, at den slår om, skal jeg ikke kæmpe imod den eller forsøge at tvinge den ned eller skrækslagent søge mod land: Jeg skal følge min natur: Være. Vende om på ryggen, lade mig flyde med og bære op. Og lade mig bære oppe.

Det er det, livet og livskraften kan: Bære op og oppe.    

I skrivende stund er det d. 4. maj. I aften sætter vi lys i vinduerne. Som et symbol på den store krig, størstedelen af Danmark blev udfriet af d. 4. maj for 80 år siden. Man kunne rive mørklægningsgardinerne ned og brænde dem. Aldrig mere overmagt og ufrihed.

Men i aften sætter jeg også lys i vinduerne som et symbol på, at det er mig, der skaber min frihed. Det er mig, der igen og igen kan rive de mentale mørklægningsgardiner ned og skabe frihed i mit psykiske system. Ikke ved at idealisere, romantisere, minimere ydre og indre krige, men ved at observere mine tanker om det og lade dem klinge af.

Fred i mig og i verden begynder – med mig.