Jeg hørte engang én sige, at det kræver planlægning at blive skuffet…

Hvad? Jeg forstod ikke, hvad han sagde! Eller mente. Indtil det gik op for mig, at planlægning handler om forventninger.

Forventninger er en sjov størrelse. De er, som jeg ser det, konstruktioner, der ser helt reelle og livagtige ud! De kan se ud som forventninger til, at mine børn ikke roder. Til min leder om at forstå mine behov. Til mig selv om økonomi, at bo i hus eller have en kæreste. Til naboen om at parkere, så jeg kan komme til! (Eller klip dog i det mindste din hæk!)

Men hvor findes forventninger?

Ser jeg godt efter, findes mine forventninger kun inde i mit hoved. En uklippet hæk er en uklippet hæk. Indtil jeg begynder at evaluere på den. Mine børns ting bliver først rod, når jeg vurderer tingene som rod. Mine forventninger er med andre ord konstruktioner over noget ude i fremtiden, (som jo, paradoksalt nok, også er en konstruktion).

Hver gang, jeg forventer noget, prøver jeg i princippet at regne den ud eller trumfe noget igennem. Jeg skaber en illusion om, hvordan tingene bør være, skal være, er nødt til at være, bliver. Jeg hopper med andre ord på mit intellekts fortællinger om, at tingene skal se ud på en bestemt måde. Dermed overser jeg, at livet lever helt af sig selv og uden, at jeg behøver styre, kontrollere, regne den ud – eller forvente.

Min datter rejser en del med det kor, hun synger i. Lige nu er hun i Portugal. Flere har spurgt hende, om hun ikke glædede sig til turen? Næ, svarede hun. Jeg aner jo ikke, hvad det er. Men jeg er sikker på, det bliver en god tur med masser af sjove oplevelser! Jeg har hørt hende svare sådan før, så nu går jeg og smiler for mig selv, når jeg ser spørgerens reaktion: Jamen, glæder hun sig ikke?! Jo, tænker jeg. Hun glæder sig fra et rent sted uden forventninger. Fra det sted, hvor vi bare er og møder livet med tillid. Derfra, hvor vi er nærværende og til stede i livet. Står jeg i Danmark og frembringer forventninger om Portugal, misser jeg det, der sker i mit liv lige nu i Danmark. Står jeg i Portugal og savner dem, der er i Danmark, misser jeg det, der sker i Portugal lige nu.

Når jeg således kan slippe en forventning, kan jeg være til stede her og nu. Og i det nu opstår der altid noget nyt. Noget, jeg slet ikke forventede.