Julens følelser – hele året

Julens følelser – hele året

I juletiden mærker vi ofte dybe og smukke følelser som glæde, taknemmelighed, generøsitet og kærlighed røre på sig. Uanset hvilken kulturel eller spirituel baggrund, vi kommer fra, oplever mange af os en naturlig omsorg for andre, en vilje til at dele og en samhørighed med dem omkring os. Det er som om, denne tid på året kalder noget særligt frem i os – men hvad hvis dette særlige ikke er forbeholdt højtiden?

Sydney Banks pegede på, at disse følelser ikke er fremkaldt af bestemte tidspunkter eller begivenheder. De er en del af vores natur – altid tilgængelige, uanset hvad der sker omkring os. Vi behøver ikke vente på højtiden for at føle kærlighed, taknemmelighed eller glæde. Vi er designet til at leve i de behagelige følelser hele året.

De smukke følelser, vi måske forbinder med juletiden, er manifestationer af den spirituelle energi, vi er skabt af. Den energi, som Syd refererede til som ”Mind”, udtrykker sig gennem kærlighed, forståelse, venlighed og omsorg og er vores sande væsen. Vi er simpelthen skabt til at leve i glæde og samhørighed med andre i en tilstand af fred.

Metaforen om den frosne flod

Men hvorfor kan det så virke som om, ar nogle af de varme og kærlige følelser forsvinder, når højtiden er overstået? Svaret ligger i vores tænkning. Når vi vender tilbage til hverdagen og igen lader vores vanestyrede tanker fylde – bekymringer, sammenligninger, selvkritik – skaber vi en illusion om adskillelse fra den kærlighed, der er i os. Vi skaber også en illusion om adskillelse fra andre.

Sydney Banks brugte ofte metaforer til at illustrere dybere sandheder i livet. Tænk her på en flod dækket af et tykt lag is. Selvom det ser ud som om, floden er helt frosset til, flyder vandet stadig uhindret lige under islaget.

På samme måde kan de smukke følelser se ud til at være forsvundet under vanetænkningens tunge tæppe, men bekymringerne og selvkritikken er som isen kun et lag. Nedenunder flyder de kærlige følelser altid frit. Det kræver blot en indsigt – en opvågning til sandheden om vores tanker – at genopdage og genoprette forbindelsen til dem.

At vågne til nuet

Når vi indser, at vores følelser bestemmes af, hvordan vi bruger vores tanker i øjeblikket, er vi mindre fanget i vanestyret tænkning. Denne indsigt er vores frihed. Vi behøver ikke at forsøge at ændre på tankerne eller undgå dem. Vi skal blot se, at det alene er vores tanker, der står mellem os og vores naturlige tilstand af kærlighed og glæde.

Når vi vågner op til den vished, vender vi tilbage til de smukke følelser, vi længes efter at være i. Vi begynder at leve i øjeblikket, frigjort fra selvoptagethed og bekymringer. Vi mærker en dybere forbindelse til livet og mennesker omkring os.

Denne tekst er en invitation til at opdage, at de følelser, vi forbinder med juletiden, ikke er bundet til en bestemt tid på året. De er en del af os, altid tilgængelige, hvis vi lader dem træde frem. Som Syd sagde: “Det mest unaturlige for et menneske er at være ulykkelig.” Vores naturlige tilstand er glæde, kærlighed og fred.

Så næste gang du mærker taknemmelighed, generøsitet eller kærlighed, så læg mærke til følelsen. Vær i den. Det er din sande natur, der skinner igennem, og du kan leve i den tilstand – ikke kun i højtiden – men hele året rundt.

Dele:

Ejer af 3P-skolen, underviser, coach, supervisor og mentor

Jeg er oprindeligt uddannet psykoterapeut og har over 25 års erfaring i at arbejde med grupper og individuelle klienter. Siden 1996 har jeg være se...

Andre blogindlæg

08-12-2024

Skrevet af 3P

Forlaget

10-11-2024

Skrevet af 3P

Forlaget

21-10-2024

Skrevet af Natasha

Swerdloff

18-10-2024

Skrevet af 3P

Butikken

16-10-2024

Skrevet af 3P

Butikken

16-10-2024

Skrevet af 3P

Butikken

15-10-2024

Skrevet af Jane

Ellegaard

14-10-2024

Skrevet af Kirsten

Clausager

14-10-2024

Skrevet af 3P

Butikken

10-10-2024

Skrevet af Kirsten

Clausager