Noget i os er konstant. Det observerer os og det, vi gør og tænker. Noget i os kan ikke gå itu og bliver ikke påvirket af hverken ydre omstændigheder, vilkår eller tid. Det er som om noget i os blot er til, uberørt af alt og ikke engang ændres i takt med alder. Nogle kalder dette noget for essens eller væren. I denne sammenhæng kalder jeg det ’bevidsthed’.
Dag ud og dag ind flyder tankerne gennem vores hoveder som en strøm, der aldrig holder op. Tankerne flyder også om natten. De tanker, jeg lægger mærke til, bliver fremkaldt, fordi de rammer min bevidsthed. Bevidstheden fungerer som en slags projektør eller et fyrtårn, hvis lys fejer hen over mine tanker. Det, lyset rammer, eksisterer i det øjeblik, der er lys på. Fyrtårnet står der bare og lyser. Det leder ikke efter noget. Det kaster blot sit skær.
Bevidsthed kan også beskrives som tidligere tiders mørkekammer. Her fremkaldte man billeder analogt. Først når de fotos, man havde taget, var kommet i fremkaldervæske, tog motivet form og trådte frem på fotopapiret. I dag kender de fleste polaroidkameraer. De er hurtigtvirkende mørkekamre: Man tager et billede og kan i første omgang ikke se motivet, men så dukker det op. Sådan er bevidstheden: Den kan fremkalde en tanke. Kalde den frem.
Hvor er en tanke, vi ikke er bevidste om, som vi ikke har fremkaldt? Måske i baghovedet hvor det så end er, men der må den gerne være. Uden for vores bevidsthed.
Når vores bevidsthedsniveau daler, er vi tilbøjelige til at falde i gryden og tro på vores tænkning. Vi tager den alvorligt. Når vi tager vores tænkning alvorligt, bliver vi ufleksible. Så modarbejder vi vores sundhed og kommer til at stå i vejen for os selv. Vi gør neutrale situationer til problemer, og vi opdager det ikke engang. Vi oplever verden som forvirrende, frustrerende og fortravlet. Det er i denne tilstand, vi helt uskyldigt kommer til at skygge for vores mentale sundhed.
Når vores bevidsthedsniveau til gengæld stiger, er vi rummelige, kærlige, overbærende med os selv og andre. I denne tilstand kan vi lytte indad, hvor der altid gives svar. Vi kender det som ’gode ideer’ eller ’Aha!-oplevelser. Livet er let. I denne tilstand er vores tanker klare, og vi kan lytte bagom både intellekt og ego, som jo ellers er pot og pande, krukkede og gerne vil spille hovedrollen.
Uanset om vores bevidsthed er høj eller lav, kan vi mærke vores sundhed, det indre kompas. Når bevidstheden er lav, kan det opleves sværere, men kommer jeg fx og siger til en elev, at ’hun da skal læse astrofysik, så meget, hun ved om emnet og så god, hun er til det naturvidenskabelige!’, reagerer hun måske med et rungende ’Nej!’ Hun er helt sikker på, at det skal hun ikke. Måske har hun aldrig tidligere hørt nogen foreslå hende astrofysik. Hvor kommer hendes urokkelige vished så fra? Hendes sundhed. Dette forklarer, hvorfor vi ikke kan bruge andres råd. Det, der virker for andre, harmonerer med deres sundhed. Det forklarer også, hvorfor vi ikke behøver tage det personligt, når andre ikke kan bruge vores råd. Mine råd er simpelthen ikke lavet til andre. Efter, at jeg indså dette, holdt jeg op med at sige ’hvis jeg var dig…’ Siger nogen det til mig i dag, svarer jeg med et glimt i øjet: ’Er vi enige om, at det er du ikke?’
Det, vi leder efter udenfor os, har hele tiden været inde i os. Bevidstheden kan lyse på det.
