Tekst om tanker

Uanset, hvem vi er, uanset vores narrativer, historik, erfaringer og eventuelle diagnoser, er vi indrettet på fuldstændigt samme facon. Vi er alle udstyret med en hjerne. Alle hjerner producerer tanker. Hvordan, kan ingen rigtigt forklare, men faktum er, at en tankes opståen kan måles. Hver gang, en tanke opstår, kan den måles som en elektrisk impuls eller udladning, øget kemi eller blodgennemstrømning i hjernen.

En tankes indhold kan derimod hverken vejes eller måles som mere eller mindre betydningsfuld. En tanke om at købe mælk på hjemvejen vejer fx ikke to gram, hvor en tanke om eksamen vejer ni gram. Den ene tanke er heller ikke tykkere end den anden. En tanke er blot en udladning i hjernen, lidt ligesom bobler i et glas sodavand. Tanker stiger op til overfladen – og forsvinder.

Etymologisk stammer ordene ’tanke’ og ’tænkning’ fra det norrøne sprog og betyder det at opdage eller forstå. Jeg kan godt lide den oprindelse, for traditionelt, når vi anvender ordet ’forstå’, tænker vi på at forstå indholdet. Det, jeg vil forklare her, handler derimod om at opdage og forstå mekanismen bag det at tænke, altså den rent fysiske dimension af tænkning. Formen. Hvad sker der i hjerne og krop, når der produceres en tanke?

Sydney Banks sagde, at kunne vi blot lære ikke at være bange for vores egen tænkning, ville det alene ændre alt. Og det er netop humlen: på et eller andet tidspunkt i menneskets historie har vi misforstået tankers liv. Vi er kort sagt kommet til at forveksle form, den elektriske impuls, med indhold, det, tanken handler om. Vi er kommet til at tro, at de elektriske impulser skal tages alvorligt. Det svarer lidt til, at vi hver gang, vi tænder en lampe, står og stirrer på lyset, tager det meget alvorligt og begynder at overveje, hvad vi skal gøre med det. Det ville hurtigt udmatte de fleste.  Og det ville tage meget af vores tid. Når vi gør det samme med vores tanker og tænkning, stirrer på det, giver vi med andre ord ofte noget, som simpelthen bare er der, uforholdsmæssig megen opmærksomhed. Det udmatter. Og tager tid.

En tankes liv er flygtigt. En tanke blusser op. Forsvinder igen. Blusser op. Klinger af. Det er derfor, man i visse misbrugsbehandlingsprogrammer opererer med 20 sekunder. Kan man, når man oplever behovet for det, man er misbruger af, vente 20 sekunder, er tanken klinget af igen. Måske kommer behovet, (tanken), igen, men det vil ikke være den samme tanke, og måske man i mellemtiden har kunnet gøre noget andet end det, man plejede. Forskning viser, at vi har mellem 50.000 og 80.000 tanker i døgnet. Det svarer næsten til en tanke i sekundet, hvis de kom kronologisk og lineært. Heldigvis er vi sådan indrettet, at vores sind helt af sig selv sorterer i alle de stimuli, og tanker, der opstår. På den måde brænder vi ikke sammen. Skulle vi forholde os til alt, der dukker op i os, ville vi komme på så meget overarbejde, at systemet ville gå ned. Når det gør det nogle gange, er det netop, fordi det fungerer perfekt. Vores system kan hjælpe os ud af en situation, hvor vi er kommet til at overtænke, altså har givet vores tænkning uforholdsmæssig og uhensigtsmæssig megen opmærksomhed.

Når vi opdager, hvor genialt, vi er indrettet og fungerer, kan vi se fx et angsttilfælde som dette menneskes sundhed, der taler. Lad mig bruge mig selv som eksempel. Hvis jeg en morgen, lige efter, at mit barn er cyklet i skole, hører en ambulance, kan jeg nogle gange opdage, at en tanke om, at han er blevet kørt ned, er opstået. Da vi aldrig har prøvet det, er det altså ikke en erfaring, min hjerne har lagret fra tidligere, så hvor, tanken kommer fra, aner ingen, men jeg lægger i det øjeblik mærke til den tanke. Hvis jeg reagerer på den, altså tager den alvorligt, vokser den til ekstremer, og jeg kan lynhurtigt gøre mig selv virkelig bange. Det er som om, jeg i løbet af et kvart nanosekund kan sætte en gyserfilm på i min indre biograf og afspille den værst tænkelige scene. Der er et barn, der ligger stille på vejen. Der er blod. En cykel, der er krøllet sammen. En paramediciner, der står bøjet ind over min søn. Der er en politibil på vej. Og giver jeg den gas som biografdirektør, kan jeg også høre helikopteren. Når jeg opdager, at det er en film, jeg helt selv og bestemt ikke med vilje har sat på, kan jeg ånde lettet op og igen komme til stede i det, jeg selv rent faktisk er i færd med i nuet, fx at rydde op efter morgenmaden eller pakke min taske, så jeg kan komme på arbejde. Jeg opdager, at der slet ikke er fare på færde. Det kan være, hjertet banker lidt hurtigere, og jeg næsten kan mærke adrenalinen i kroppen, men der er ingen farlig situation. Der er tallerkener og glas. Eller taske. Den skræmmende film er alt sammen noget, jeg helt selv, og helt uskyldigt, har fundet på, afspillet og aktiveret med min egen tænkning. Og følt.

Der er ikke noget forkert eller galt i at lege biografdirektør. Sætte en film på og se en gyser. Det er menneskeligt. Vi gør det alle af og til, selv dem, der har været i forståelsen i årtier. Det er sådan noget, vi kan. ”The human condition”, som Sydney Banks formulerede det.

Forståelse af De Tre Principper gør os med andre ord ikke ”overmenneskelige”. I stedet tilbyder den os den frihed, der ligger i at opdage, at man ikke behøver se alle film til ende. At det er helt i orden at rejse sig midt i handlingen, gå – og nyde sine popcorn og cola et andet sted.